DSOG søger én repræsentant til EBCOG-council - OBS KORT ANSØGNINGSFRIST

DSOG er medlem af EBCOG (the European Board and College of Obstetrics and Gynecology) og er repræsenteret i EBCOG’s council/generalforsamling med 2 repræsentanter. Vi søger én repræsentant til denne post.

EBCOG er den europæiske gynækologiske og obstetriske sektion under UEMS (Union Européenne des Médécins Spécialistes) og du vil derfor blive dansk UEMS-repræsentant i gyn-obs.
EBCOGs primære formål er at fremme sundhed blandt kvinder og børn ved at sikre sig den bedste kvalitet indenfor speciallægeuddannelsen og den kliniske behandling i gynækologi og obstetrik. Blandt EBCOGs aktiviteter kan nævnes den Europæiske målbeskrivelse og ”the standards of care”. EBCOG har en række arbejdsgrupper og udvalg, som man ved særlig interesse kan deltage i. Hvert 2. år er der EBCOG-kongres, i juni 2025 i Frankfurt, Tyskland og i 2027 i Rom, Italien. For mere info se www.ebcog.eu.
 
DSOGs repræsentanter deltager i 2 årlige møder i EBCOG-council (maj og november). Møderne foregår typisk i Bruxelles og er af en varighed af 2 dage (fredag-lørdag).
Blandt NFOGs medlemslande er der et tæt samarbejde omkring vores repræsentation i EBCOG og vi forsøger at udtrykke en fælles nordisk holdning i EBCOG. Der afholdes bla. et virtuelt fælles nordisk møde forud for Council-møderne.
Siden foråret 2024 er DSOG desuden repræsenteret i EBCOGs Executive Board ved overlæge Anna Aabakke. Anna er valgt blandt EBCOGs Council medlemmer som repræsentant for The Northern Region (NFOG landende, de Baltiske lande, UK og Irland). Du vil sammen med Anna være DSOG-repræsentant i Council og I vil have et tæt samarbejde på vegne af DSOG.

Det forventes at du kan deltage i næste EBCOG-council d. 4. juni 2025 i Frankfurt inden EBCOG-kongressen.

Gennem arbejdet i Council får du god kontakt til kolleger fra hele Europa og et tæt samarbejde med dine nordiske kollegaer i council. Du vil få en indsigt i forskellige landes uddannelsessystem, kliniske praksisser og faglige tiltag. DSOG forventer, at du vil repræsentere DSOGs interesser i samarbejdet, med fokus på at fremme nordiske værdier i Europæisk sammenhæng sammen med dine nordiske kollegaer.

Udgifter til deltagelse med hotel og rejse dækkes af lægeforeningen og DSOG. Udgifter til fritagelse fra klinisk arbejde aftales med egen chef.

Ved spørgsmål til opgaven er du velkommen til at kontakte aktuelle EBCOG council medlemmer Anna Aabakke (aabakke@gmail.com) og Hanne Brix Westergaard (hanne.brix.westergaard@dadlnet.dk)