Ny webredaktør for DSOG søges

Efter 6 år på posten trækker Søren Lunde sig som webredaktør i forbindelse med den kommende generalforsamling i april 2018.

Ansvarsområder: Webredaktøren er associeret medlem af DSOGs bestyrelse og deltager i de 11 årlige møder, fortrinsvis dagsmøder i København. Posten indebærer det redaktionelle og praktiske ansvar for hjemmesiden, sociale medier (aktuelt Facebook-siden), nyhedsbreve, herunder videoklumme og tilmeldingssystemet til de årlige møder. Et vist niveau af teknologisk kunnen er derfor påkrævet, ligesom øje for detaljen ikke er en ulempe i jobbet. Som flere sundhedspolitiske emner i pressen over de sidste år har demonstreret, så er det endvidere vigtigt, at man kan reagere hurtigt på nyhedsflowet og har en vis politisk forståelse.

Løn og vilkår: Posten er ulønnet, men afdelingsledelsen forventes at give fri med løn til deltagelsen i møderne. Man skal påregne 1,5-2 timers ugentligt arbejde ud over møderne, dog med øget tidsforbrug op til Forårsmødet og Efterårsmødet i hhv. april og november. Deltagelsen i disse møder er dækket af DSOG, ligesom man deltager på NFOG og FIGO kongresserne.

Teknisk information: Hjemmesiden styres af CMS systemet Squarespace, som anvender Javascript og PHP. Nyhedsbrevene sammensættes og udsendes via MailChimp og tilmeldingssystemet til møderne administreres via SafeTicket. Kendskab til disse systemer er en fordel, men ikke en nødvendighed, idet alle systemer er brugervenlige og ikke skal ændres fundamentalt i deres opsætning fremover.

En spændende post, som giver et fantastisk indblik i specialets maskinrum og et bredt netværk over hele Danmark. Vi opfordrer både speciallæger og uddannelseslæger til at søge stillingen, ligesom vi opfordrer til bred geografisk søgning.

Kontakt Webredaktør, afdelingslæge Søren Lunde på s.lunde@dadlnet.dk eller Formand, ledende overlæge Thomas Larsen på thomaslarsen@dadlnet.dk for yderligere information.

Ansøgningsfrist: Ansøgning med kort CV skal sendes til Thomas Larsen på thomaslarsen@dadlnet.dk senest 31. januar 2018.