DSOG støtter ikke oprettelsen af fødeklinikker

Regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, har i dag på sin Facebook profil postet følgende: "Derfor foreslår Socialdemokratiet nu i Region Hovedstaden, at vi som et pilotforsøg opretter 1-2 fødeklinikker i regionen, der ledes af jordemødre - for at tage presset af de nuværende fødeafdelinger, give flere valgmuligheder for de fødende og give jordemødrene mulighed for at rotere mellem det travle liv på fødegangene og i en klinik med fødsler med sunde og raske kvinder." 

I DSOG ser vi med stor bekymring på denne udmelding. Det er efter vores opfattelse en noget ensidig og unuanceret holdning til fødeklinikker. Vi savner, at Sophie Hæstorp Andersen også havde drøftet dette med de danske fødselslæger:

Ethvert barn er er håb for fremtiden, det gælder børn af raske og syge gravide. Derfor skal der være ressourcer til alle gravide, uanset om man er rask og ressourcestærk, eller har en sygdom, der kan besværliggøre graviditet og fødsel. 

Det er korrekt og glædeligt at fødselstallet stiger. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi ser dog et samtidig et stigende pres på fødselslæger, jordemødre og andet personale på fødeafdelingerne i Danmark. Afledt heraf er gravide kommet i klemme og har oplevet stressede forløb, og det er helt uacceptabelt. 

Løsningen er dog ikke at bruge flere ressourcer på de raske på bekostning af de syge og svage gravide, og det vil desværre være konsekvensen af forslaget om fødeklinikker. Fødeklinikker vil ikke tage presset af de nuværende fødeafdelinger, men vil dræne afdelinger for resourcer og personale. Selv på fødeklinikker vil en del af de gravide have behov for hjælp fra specialuddannede jordemødre eller fødselslæger. Det betyder at ca. 25% af de gravide vil blive overflyttet til almindelige fødeafdelinger, hvor der skal stå jordemødre og læger klar. Det vil yderligere lægge pres på behandlingen af de gravide, der ikke er så heldige, at de er raske eller ressourcestærke. 

I stedet bør man bruge de ekstra ressourcer til at løfte de danske fødselsafdelinger, som har været blandt de bedste i verden, og give tryghed og ro til alle gravide.

Link til artikel i Berlingske om udmeldingen (21. juni 2017)